Grønland imponerer fra første sekund.

Jeg sidder i et fly med min bror Tobias og Niels Thøgersen fra Surfline. Et par gamle snu ræve der ikke er så lette at imponere. Vi er på vej fra København til Kangerlussuag i Grønland. Vi skal lande i Nuuk ved 15 tiden om eftermiddagen og mødes med Morten Hauerbach. Han er tidligere elite skier og flyver nu helikopter for Air Greenland. 

Efter en enormt flot og betagende flyvetur lander vi i Nuuk lufthavn. Vi stiger ud af flyveren og bliver mødt af to fænomener. Det første er en kulde på minus 30 grader, luften er helt klar og udsigten er helt vild. Det næste er Morten Hauerbach der står og hopper op og ned inde i lufthavnen. De andre passagerer må tænke han er lidt gak, og jeg forstår dem.  Morten råber ”klæd om – klæd om” og skynder på os. Jeg tænker han skal slappe af men kun lige indtil jeg forstår at der både står en pilot fra Air Greenland klar, en rød helikopter og en guide der kender området. Der er helt styr på denne tur, vi spæner om i lastrummet og finder selv vores tasker og ski, og endnu inden de andre passagerer har fået deres bagage udleveret sidder vi i helikopteren på vej mod den første tur ned og intet er overladt til tilfældighederne. Klokken er jo kun 15 så man kan nå mange løft på 3 timer. Jeg har været i Grønland 4 minutter og sidder allerede i en helikopter på vej op mod den første bjergtop.  Thøgersen og Tobias sidder og smiler, det er på godt jysk ikke helt ringe det her. De er helt oppe i det røde felt.

Og hvilken effektivitet. Man peger på en top, vores enormt erfarne og dygtige guide godkender og 1 minut efter lander man på den. Det spiller det her, og jeg når allerede på første tur at tænke at jeg aldrig skal med en stolelift igen. Vi lander på den første top og helikopteren flyver ned igen. Der bliver helt stille og pludselig står man i 2500 højdemeter og har verdens flotteste udsigt. Der er iskoldt og masser af sne overalt. Det er pudder, polar powder kalder de det heroppe – og den er helt tør og vælter op i hovedet af mig når jeg svinger for meget. Vores super guide Arne Hardenberg viser vej mod bunden og det bliver lige præcis 2500 højdemeter i frisk pudder. For man kører hele vejen ned til vandoverfladen hvor helien står og venter. Alle jubler og sætter sig ind i helikopteren igen. Der er toppe der rager op i 3000 meters højde, og så kan man køre helt ned til vandlinien hvor helikopteren oftest står klar. Det er så lange runs som jeg ikke har hørt om findes nogen steder i verden. Og det hele er med en fed ikke al for stejl hældning der passer genialt til cruising i store puddersving.

Det er iskoldt og alle har de store hestra luffer på. Dunjakker udenpå skaltøjet og stadig er det virkelig køligt. Men det er helt ubeskriveligt at man kan sætte så lange runs ind 4 timer væk fra København.  Jeg kan se på Tobias at han overvejer at flytte herop og hvorfor ingen har taget en sæson her og gået rundt med skind under skiene forstår jeg ikke. Her er alt en skiløber vil have, pudder og kæmpe store åbne og uberørte flader. Her mangler bare en skilift.. Jeg tænker at hvis grønlænderne markedsførte dette paradis ligesom canadierne gør, ville Canada lukke rent skimæssigt og alle de rige amerikanere tage til Grønland.

Sidst på eftermiddagen den første dag har Thøgersen et uheldigt styrt. Han har en mærkelig balance da han efterfølgende kører videre. Det ligner han har revet akillesenen over men han fortsætter ned til helikopteren på ski. Arne mener ikke det er akillesenen for ingen kan stå på ski uden den. Thøgersen låner helikopteren ind til hospitalet og det viser sig senere at han er ny mulig rekordholder med 2000 højdemeter på ski uden akillesene.. Den er rykket midt over og Thøgersen må acceptere 3 måneder på krykker. Thøgersen må nedtrykt kigge på fra helikopteren mens vi andre flænser store åbne sider op i kæmpe puddersving.


Vi sætter mange runs ind den første dag, solen skinner og henover aften bliver Grønland sådan set bare smukkere og smukkere. Vi slutter turen med en mini sæl og hval safari på vejen hjem i helikopteren og jeg tænker det her er ikke sidste gang jeg skal herop. Piloten har helt styr på sagerne og stemningen er høj. Jeg laver et væddemål med Tobias om hvem der kan se flest sæler på vejen hjem. Jeg vinder selvfølgelig og så får han æren af hvalbøffer til aften mens vi andre skal mæske os i Arnes hjemmeskudte rensdyr den kommende aften. Det skal her siges at hvalbøffer smager direkte forfærdeligt grænsende til det uspiselige.

Kaffemik de luxe  

I Grønland skifter vejret en del og vi render ind i en stribe dage med dårligt vejr. Nuuk har en del at byde på og Grønlændere er ufattelig flinke og enormt gæstfrie. Thøgersen og jeg render på den måde ind i en såkaldt kaffemik mens uvejret raser. Det sønderjyske kaffebord blegner ved siden af. Her er kager og kaffe til man kan trille derfra. Der fortælles historier og mit syn på Grønland ændres igen. Folkene er så flinke. Danskerne kunne lære en masse til sådan en kaffemik. Måske skulle man afholde kaffemik i Surfline hver onsdag…

Vi går tur i Nuuk og på torvet sælger en fyr 2 måger han har skudt om morgenen. Jeg overvejer at købe dem til Morten og Tobias men springer over. Vi styrer udenom og ind i superbrugsen. Her får man flyfriske agurker til 35 kroner stykket og verdens bedste fisk ligger side om side med hvalbøffer og andre gode sager. Vi køber lidt vin og slentrer igennem Nuuks gamle hyggelige farvede træhuse.

Dagen ender med en fantastisk middag hos vores guide Arne. Han har selv pløkket alt vi skal spise og i det gamle træhus fortælles røverhistorier til sent. Da Tobias sent på aftenen render rundt i stuen med en 2 meter høj narhvalstand på hovedet er det på vist på tide at komme hjem i seng.  Alt udenfor er på 2 timer sneet helt til! Det betyder pudder dagen efter.

Næste morgen er der opklaring og vi står stand by ved siden af helikopteren i hangaren som de sidste par dage. Solen titter frem og humøret stiger. Vi tager på tur igen og piloten sætter os med præcision af på den ene imponerende top efter den anden. Vi sætter tempoet op og det er sommetider et race hvem der kommer først ned, helien eller os.. (helien vinder altid.. )

På vej nedover tager jeg lidt billeder og Tobias spotter et godt sted til et muligt billede. Han råber til mig ”jeg kan køre ud over her, så kan du tage et billede med den sø i baggrunden”. Niels Thøgersen ryster på hovedet og melder tørt ud at ”søen” som den højtuddannede journalist Tobias refererer til hedder det Atlantiske Ocean! ”(Det dækker 20 % af jordens overflade – red.”) Jeg griner så kameraet dukker i de minus 30 grader der er og sender tobias ud over klippen.  

Det fungerer sådan når man er på heliski i Grønland at piloten og guiden aftaler et mødested i bunden på vej op. Hvis sneforholdene eller andet ændrer sig på vej ned og man ikke ender ved mødestedet er piloten ”programmeret” til at flyve tilbage på toppen efter 20 minutter og følge sporene ned igen. Vi tester det og det virker. Det giver en fed fornemmelse at vide der ikke er andre spor i hele området som piloten kunne blive forvirret af. I øvrigt er det bare en fantastisk følelse at se sådan en rød Air Greenland helikopter komme dunkende ind gennem en dal på vej til at hente dig op mod en ny top. Jeg tænker Morten Hauerbach har et fedt job med at flyve rundt der i så smukke omgivelser.

Drop Canada.

Der er ingen tvivl om at Grønland har lige præcist det en freeride skiløber med sans for eventyr søger. Om man vil gå med skind eller tage helikopteren, så er bjergene geniale til cruising og udsigten måske den flotteste i verden. I stedet for at planlægge endnu en tur til Canada eller lignende burde man kraftigt overveje en eksklusiv tur til Grønland. Jeg vil til enhver tid hellere støtte Grønland og samme tid få en skirejseoplevelse ud over alt normalt tænkeligt. Jeg håber danskerne i fremtiden vil benytte sig mere af de muligheder der ligger lige for fødderne, og kombinere rejseoplevelser med en ægte skiferie de lux.

Efter min bedste skitur nogensinde kan jeg varmt anbefale at tage fat i Air Greenland og Arne Hardenberg og tage flyveren til Grønland. Det er vanedannende betagende.